Utdrag av 'Trondheims Adresse-contoirs efterretninger' -

no. 13, fredag d. 25. september 1767.

"Hvor svalerne bliver af om Vinteren.

Det er bekiendt nok at Svalerne om Vinteren forlade deres Sommer-Herberge, og flyve bort, men det er ikke vitterligt eller afgiort, hvor de flyver hen. Den almindelige Meening er, at de ikke flyver langt bort til andre Lande, men naar man om Vinteren seer dem i Hobetal flyve til Havet udover Søer og Floder, da de falder ned derudi og synker til Bunden, hvor de bliver uden Liv og Aande beliggende indtil Vaaren kommer, da Kulden og Frosten gaaer bort, da skulle de ogsaa begynde at komme sig igien og kryber saa lige hen til Bredden, hvor de tørrer deres Fiedre og flyver op i Landet. Dette skal undertiden ogsaa være befundet af Fiskere, der om Vinteren tillige med Fiske tidt har optrakt mange Svaler, som fantes at være ganske døde, men ere komne til Live og har fløyet omkring, naar man har bragt dem ind i en varm Stue, og ladet dem ligge en Tiid lang ved Kakkelovnen. Men saadant deres liv varer ikke længe, thi de døer strax igien, efterdi de i Utide og imod deres Natur ere blevne levende. Dersom det forholder sig saaledes, da er det noget besynderligt i Naturen, at et fuldkomment Dyr, som Svalen, kan leve i saa mange Maaneder ned i Vandet uden Aande og Luft, uden Hiertets Bevægelse og uden al anden levende Virkning, da dog samme er fød udi Luften, og om Sommeren ikke kan leve en time uden Luft."