En dansk mor har nettopp fått sitt første barn, og håper det ikke har like høy IQ som henne.

Tak for artiklen "Barn i nød' samt citatsamlingen på http://www.nt.ntnu.no/users/ystenes/vitenskap/barn/. Det var nedslående læsning, men samtidig dejligt at vide, at der er andre, der har haft det ligesom jeg. Jeg har igennem lang tid næsten fortrængt min barndom og sagt til mig selv, at "jeg blev født som 15-årig", da jeg begyndte i gymnasiet.
 
Men for 19 måneder siden blev jeg mor. Og nu er det begyndt at gå op for mig, at min søn sandsynligvis er højt begavet, og det bekymrer mig vanvittigt. Fordi jeg ved, hvor frygtelig hans skoletid vil blive, såfremt han virkelig er intelligent. Jeg ved det fra mig selv.
 
Jeg begyndte i 1. klasse som 6 årig (et år før tiden), forøvrigt i en privatskole, sådan som I foreslår i artiklen. Desværre har jeg ikke de bedste erfaringer med privatskolen - det var nok i virkeligheden en skole, som mest satsede på at lokke rige folks børn til. De intelligente var den i hvert fald bedøvende ligeglad med. Jeg kunne læse som 4-årig, så dansktimerne frembød ingen udfordring. Heller ikke i de øvrige fag følte jeg mig stimuleret. Jeg blev upopulær blandt de andre børn, fordi jeg rettede på dem, når jeg syntes, det gik for langsomt. Det var ikke noget, jeg gjorde, fordi jeg var "socialt uintelligent" - jeg kunne da godt regne ud, at de ville blive sure på mig. Men jeg kunne simpelthen ikke holde det langsomme tempo ud. Det var, som om mit hovede skulle eksplodere af kedsomhed. Skolen var døden. Og selvfølgelig var gymnastik, sløjd og håndarbejde det værste. Andre har skrevet til jer om, hvordan disse var de eneste fag, hvor det var tilladt at rose de stærke og håne de svage. Det kan jeg genkende.
 
Lærerne forstod mig overhovedet ikke. Fra 4. til 6. klasse havde jeg en bestemt lærer til flere fag. Han behandlede mig helt forfærdeligt; jeg har stadig af og til mareridt om ham. Han hånede mig og hængte mig ud foran de andre i klassen. Jeg gad ikke lave mine skriftlige lektier - det var mere bekvemt for mig ikke at forberede mig, men bare lade, som om jeg læste svarene op, når jeg blev spurgt. På den måde frembød hjemmearbejdet i det mindste en lille udfordring, fordi jeg var nødt til at svare hurtigt. Men det opdagede han. Ikke fordi jeg nogensinde svarede forkert eller for langsomt, men fordi han kom til at stå bagved mig og så, at linjerne i bogen var tomme. Nej, hvor blev han gal. Jeg skulle søreme lave mit debile hjemmearbejde, når de andre skulle!
 
Sådan var der mange tilfælde. Ustandselig kaldte han mig "umoden" og "et mærkeligt barn", og han antydede overfor mine forældre at jeg burde gå en klasse om. Så blev jeg sendt til skolepsykologen for at "modenhedstestes", og hun valgte også at give mig en omfattende IQ-test. Det var den bedste oplevelse, jeg havde i hele min skoletid. Dels fordi jeg her endelig fik opgaver, der udfordrede mig, og dels fordi IQ-testen foregik i sløjdtimerne, som jeg så slap for at deltage i. Det viste sig, at jeg havde en meget høj IQ, og skolepsykologen vurderede, at det var deri, jeg var forskellig fra de andre børn. Jeg var langtfra umoden og jeg var ikke "mærkelig". Dette lagde ikke en dæmper på læreren, men det stivede min selvtillid grundigt af.
 
I 7. klasse fik jeg en god lærer, som jeg følte forsøgte at forstå mig. Stor var min skuffelse, da hun en dag tog mig til side og fortroligt forklarede mig, at jeg nok skulle regne med, at jeg aldrig ville få nogen venner, for det var jeg for speciel til. Dette troede jeg heldigvis ikke på - men det var kun, fordi jeg havde talt med skolepsykologen om dette, og hun mente, at jeg ville få lettere ved at begå mig socialt som voksen. Det klamrede jeg mig til, og psykologen fik heldigvis ret.
 
Gymnasiet var en åbenbaring. Det var som at slippe ud af fængslet. Her var udfordringer, her var lærere, der satte pris på intelligente elever, her blev man belønnet for at tænke. Og her fik jeg også venner - faktisk ganske mange endda.
 
Men tiden indtil da - føj, hvor var det væmmeligt at være barn! Og nu genkender jeg mig selv i min lille søn. Han er så videbegærlig - suger viden til sig i et væk.Hele tiden vil han lære nye ting. Godt 19 måneder gammel kan han hele alfabetet, og han har et enormt ordforråd. Hvor andre børn kan sige kat, kan han sige myresluger, jaguar og kænguru. Han kan bunker af tillægsord, og han stiller mange gode spørgsmål. F.eks. har han spurgt: "sover månen?", da vi en aften fortalte ham, at månen ikke var stået op endnu. Det er lynhurtigt, han lærer disse ting, og jeg kan love jer, at det ikke fordi jeg "pacer" ham.
 
Selvfølgelig er jeg glad og stolt over min dygtige søn. Men jeg er også bekymret. Tænk, hvis han får en barndom lige så rædselsfuld som min. Det vil jeg ikke ønske for nogen, mindst af alt for min søn. Vi er flyttet på landet, og her i vores lille by er en lille skole med små klasser a 15-20 elever. Vi håber, at vores søn her kan få den plads og opmærksomhed, som han har brug for. Hvis ikke, er jeg parat til at flytte til København, så han evt. kan komme til at gå i den nyopretettede skole for særligt begavede børn, Mentiqa. Men nu må vi se, om det går så "galt". Jeg håber, at hans IQ ligger på omkring 110-120. Så er han kvik, men ikke så kvik, så det er "sært", og jeg tror, det er den slags mennesker, det går bedst for her i verden.