På en måte kan man si at demokratiet har en tendens
til å dø, fordi det aldri er blitt realisert og i
mellomtiden har de fleste glemt hva det hviler på.
Det er forlengst stivnet i et ritualisert maktspill
med vekslende levebrødspolitikerflertalls
majoriserende håndhevelse av det økonomiske diktatur
"samfunnet" i dag består i. Det er lenge siden
demokrati var annet enn mediestyrt majorisering av
enhver kritikk av de rådende forhold. I dag blir så
også dette formelle demokratiet avskaffet til fordel
for et anonymt internasjonalt finansbyråkratis (IMF
osv.) diktater. I et "samfunn" hvor samtalen og
historien er avskaffet og hvor livets mening er
redusert til "tilretteleggelse av forholdene" for
pengesterke kjempebabyers lek og en meningsløst
voksende produksjon av de likegyldigheter de tjener
sine astronomiske formuer på blir demokrati en
anakronisme, noe det trekkes irritert på skuldrene av
blant de herskende. Og det sløve folkeflertallet
blåser i om de lever under et diktatur fordi de ikke
trenger friheten til noe. Konsumgoder får de fleste
jo rikelig av uansett. Som vi har sett i Afghanistan
oppfattes frihet i dagens vest"kultur" som retten til
å se TV-såpe, høre på popmusikk og få skjegget
klippet osv.: dvs. "retten" til å bli konform og
fortape sin individualitet og frihet via vestlige
konsummønstre. At demokratiet skulle være til for noe
annet enn å sikre en økonomisk "utvikling" er helt
fremmed for vår tid. Det er lenge siden frihet hadde
noe med høyere verdier, kunst og kultur å gjøre.
Samfunnet har i dag intet annet mål enn økonomi,
ingen annen verdimålestokk enn den økonomiske
effektiviteten. Derfor er også skolen i krise: uten
kultur trengs ingen oppdragelse og ingen dannelse.
Elever flest prostesterer instinktivt mot
undervisningen, fordi de med rette hevder at de
allerede kan det som er nødvendigt for å være
konsumenter i et kapitalistisk diktatur. Dertil
trengs intet kjennskap til litteratur, historie,
matematikk, vitenskap osv. Dertil trengs ikke at man
utvikler en personlighet, et språk osv.
Mobiltelefonen er elevens bevis på at vedkommende kan
det som trengs, denne høyteknologiske tåteflaska er
trådt inn som en konsumismens katekismus.
Og derfor går det som det går: Det som bremser den
raske innførelse av politistatslovgivning i det
amerikanske underbruket som kaller seg EU blir en
korrupt forretningsmannsfører i Italia som vil redde
sitt eget skinn. At det skulle være mulig å føre en
kamp mot terror og barbari tuftet på kulturenes
arvegods i stedet for å selv å forfalle til barbariet
aner disse effektive ingentingsmenneskene intet om.
Det er for lengst gått dem hus forbi at ordene i
deres lands grunnlover kunne ha en mening som ikke er
sikring av økonomiske utbytter, ja at livet kunne ha
en mening som ikke er økonomisk.
En "mann" som Bombevik er et symbolsk uttrykk for
dette: han har ingen politisk vilje eller ære - alt
han vil er å overleve i rampelyset - "spille sin
rolle" som det heter. Han er ikke et fritt, tenkende
individ, men en marionett som tilfreds spiller sin
rolle. Dette blir så mye desto mer skjærende grelt
som han pretenderer å representere noe åndeligt. Det
er når man ser slikt at man forstår hvordan så mange
kan ha hatt hell til å lyve at man ikke kunne vite
noe om konsentrasjonsleirene i 1939, hvor alle som
ville, visste om dem. Slik også i dag: de vet hva som
skjer, men de lyver seg selv til å tro at de ikke
gjør det. Det er langt fra Ossietsky, Martin
Niemöller eller Medvedev-brødrene til Desmond Tutu
eller Bondevik. Dagens Ossietsky heter f.eks.
Mordechai Vanunu, sitter i Israelsk fengsel og kan
enn ikke nevnes hviskende under Nobelfestlighetene.
Den moderniserte fascismen begynner å vise seg, når
legene får ordre om å behandle fler pasienter pr.
tidsenhet, koste hva det koste vil. Den, hvis
nærmeste ligger for døden erfarer hva dette betyr i
praksis. SÅ var det med den "respekten for livet".
Kloningseksperimentene viser det samme. Demokratiet
dør, når "the struggle for life" og "survival of the
fittest" dvs. nazismens kjerne, seirer over kulturen
og menneskene oppgir å være annet enn
tilpasningsdyktige, intelligente og sadistiske, og
pent friserte, "vennligt" smilende, kannibaler.
Karsten Johansen
Fra Information: AF COBLA, 8. DECEMBER 2001 »Siden
ankomsten til magten har han gennemført love, der i
et hvilket som helst andet civiliseret land, ville
have udløst en statskrise.« Den franske dommer Jean
de Maillard om Silvio Berlusconi i Libération, 5
december 2001.
FOR SMÅ tre måneder siden, umiddelbart efter den 11.
september, lovede EU’s justitsministre højtideligt
hinanden at vedtage en omfattende anti-terror-
lovpakke før den 6. december. Allerede dengang
forudså danske topembedsmænd i Justitsministeriet, at
det ville blive en meget svær og uoverkommelig opgave
at nå helt i mål: »Man vil blive nødt til at skære
lovpakken til, så den kun omhandler rene
antiterror-tiltag,« lød et kvalificeret gæt. Efter en
lang torsdag i Bruxelles med hårde forhandlinger
viste det sig, at netop dette gæt holdt stik. For
mens ministrene blev enige om en fælles definition af
terrorisme, så tog de ikke det store spring:
Vedtagelsen af en EU-arrestordre med automatisk
udlevering af egne statsborgere til retsforfølgelse i
andre EU-lande. Arrestordren strandede på modstand
fra ét enkelt land, Italien. Rom mener at listen over
forbrydelser – i alt 35 – der skal omfattes af
udleveringspligten, er alt for lang. Seks
forbrydelser må kunne gøre det. For mange af
forbrydelserne har ikke det fjerneste med terrorisme
at gøre. Så hvorfor skal de tages med i en
terrorpakke? lød det fra Rom, der ikke bøjede af
trods massivt politisk pres fra EU-kollegerne. Og ser
man på listen, rummer den ud over sabotage, terror og
gidseltagning et meget bredt katalog, der strækker
sig fra pædofili, voldtægt, kunsttyveri og
ildspåsættelse til smugling af hormoner, racisme til
organiseret biltyveri, korruption og hvidvaskning.
DER ER kommet hård kritik fra mange kanter af
arrestordren. Fra Advokatrådet lød det således, at
danske statsborgere bør have krav på at blive stillet
for en dansk domstol: »Der er efter Advokatrådets
opfattelse ingen sikkerhed for, at alle lande lever
op til de retssikkerhedsgarantier, der er gældende
efter dansk ret,« hed det. Professor og medlem af
Europaparlamentet for Folkebevægelsen mod EF, Ole
Krarup, kaldte det politisk ligrøveri, at EU bruger
terrorismen som begrundelse for at få forslaget
presset igennem. Og i gårsdagens Information
efterlyste den britiske organisation Fair Trails
Abroad EU-garantier for kvalificeret tolkning i
fremmede retssale og en fælles EU-kautionsordning som
terrorpakkens logiske følgesvende. Men blokeringen af
arrestordren kom ikke fra friheds- og
åbenhedselskende lande som Danmark og Sverige. I så
fald ville EU-kredsen måske have reageret med en lidt
større velvilje over for det, der blev den første
reelle bremse over for hastværket med at få den
indgribende terrorpakke på plads i en ængstelig tid.
I stedet er der nu sat noget i gang, der objektivt
betragtet ligner en ondsindet smædekampagne mod
Italien. Diverse anonyme EU-diplomater spreder det
rygte i korridorerne, at den italienske modstand ikke
har noget som helst at gøre med et generelt hensyn
til retssikkerheden, men alene er styret af hensynet
til en helt særlig persons retssikkerhed. Og denne
person er ingen ringere end ministerpræsident Silvio
Berlusconi, hvis man skal tro rygtemagerne. Når de
varme taksigelserne endnu ikke er flydt til Rom fra
hverken Krarup, Advokatrådet eller Statewatch, så
skyldes det nok en ubehagelig fornemmelse af, at
rygterne kunne være sande.
DE ONDE tunger hvisker blandt andet, at Berlusconi i
sin parallelle egenskab af statschef, mediemogul og
stenrig industrifyrste har konkret interesse i, at
han aldrig kan blive ramt lovens lange arm fra
udlandet for sine mindre stuerene
erhvervsaktiviteter. Det kunne for eksempel være i
sager om korruption og hvidvask. Helt aktuelt har den
spanske undersøgelsesdommer Baltasar Garzon
Berlusconi i kikkerten i en sag om tv-stationen
Telecinco. Tidligere har Berlusconi ændret love, så
falsk bogføring ikke længere er strafbar og endvidere
begrænset italienske dommeres adgang til at adgang
til at bruge beviser indsamlet i udlandet. Selv
påstår Berlusconi sig politisk forfulgt af
hjemlandets retsvæsen, hvis dommere han kalder »røde
embedskapper.« Og han har annonceret en større reform
af det italienske retsvæsen. Det fik onsdag
bestyrelsen i landets dommer- og anklagerforening til
at træde kollektivt tilbage – et skridt der ikke er
set siden 1924, hvor en dommer blev myrdet af
Mussolinis fascister. I dag frygter de, at Berlusconi
vil underlægge anklagere politisk kontrol med
reformen. Alt i alt tegner der sig et forstemmende
billede af et EU, der i ønsket om at vise sig
handlekraftigt over for USA, slår for stort et brød
op. Og dette hastværk stoppes ikke af et solidt krav
om mere eftertanke, men af en helt ny karat europæisk
statsmand, der leverer EU en falsk redning, og
samtidig scorer et pinligt selvmål for sit hjemland.
cobla
Direkte adgang til denne side::
http://webavis.information.dk/Indgang/VisArtikel.dna?
pArtNo=122115
______________________________________________________________________________
ifrance.com, l'email gratuit le plus complet de l'Internet !
vos emails depuis un navigateur, en POP3, sur Minitel, sur le WAP...
http://www.ifrance.com/_reloc/email.emailif
This archive was generated by hypermail 2.1.2 : 11-07-02 MET DST